Sommerfavoritter fra Avéne

En vellykket jobsamtale og et aflyst sommerkursus

Det sidste personlige indlæg, jeg udgav, omhandlede blandt andet min situation som arbejdsløs. Og der er nyt på dén front, da jeg for små to uger siden var til jobsamtale. I indlægget nævnte jeg også, at jeg på daværende tidspunkt afventede, hvorvidt jeg skulle på sommerskole. Og der er sørme også nyt på dén front.

Lad os tage det sidste først. Jeg har – igen i år – lang sommerferie, da det sommerkursus, jeg havde søgt, ikke blev oprettet. På den ene side synes jeg, at det er super ærgerligt og på den anden side er jeg mega lettet! Det havde været rart, at få det fag ud af verden. Jeg er allerede kommet bagud på kandidaten – og da jeg også blev (ufrivilligt) forsinket på bacheloren, er det lidt irriterende. MEN det er nogle intensive uger. Og jurastudiet er i forvejen meget intensivt i løbet af semestrene, så selvom 2-3 måneders sommerferie kan føles som evigheder, så tror jeg, at de fleste af os har godt af at lægge paragrafferne på hylden i mere end et par uger.

Jeg har – som tidligere nævnt – ikke søgt arbejde særlig aktivt. Dog dukkede der et job op, hvor jeg skulle sidde og rådgive indenfor de retsområder, som jeg gerne vil arbejde med i fremtiden. Arbejdspladsen lå et stenkast fra Nørreport på Fiolstræde, lønnen var god, samtalen gik over alle forventninger og det hele spillede egentlig bare. Men. Der er desværre et men. Jeg har fået mit (umiddelbare) skema for næste semester, og som det ser ud lige pt, så var arbejdstiderne ikke forenelige med mine seminarer og forelæsningerne. Jeg bliver nødt til at prioritere studiet 100%, så alt andet skal ligesom kunne tilpasses, ellers er det bare ikke en mulighed. Lige nu i hvert fald.

Det bliver sgu nok noget nær en umulighed for mig at finde et job. Jeg kan godt drømme mig lidt tilbage til mine tidligere jobs, hvor jeg næsten havde uendelig frihed i forhold til at tilrettelægge min arbejdstid. Men der er ingen grund til at dvæle ved fortiden, og jeg må bare tage det som det kommer. Heldigvis får jeg jo hele 5.300 kr. udbetalt i SU om måneden, så det er jo no problem at få en hverdag til at hænge sammen – uden et studiejob (jeg håber, at du kan fornemme ironien).

Ingen kommentarer endnu

Efterlad gerne en kommentar til indlægget

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

NÆSTE INDLÆG

Sommerfavoritter fra Avéne