My Christmas Presents

Tilbageblik på 2017

764817

Jeg tænkte, at det var på sin plads med et tilbageblik på 2017. Så bliver året ligesom rundet af, og der kan tages hul på et nyt (forhåbentlig bedre) år. 2017 har ikke været mit yndlings år, og det var 2016 egentlig heller slet ikke. Jeg vil starte positivt ud, da de gode oplevelser selvfølgelig skal trumfe de dårlige.

Jeg fik min lille nevø. Han kom d. 4. januar, lige som han skulle. Han var glad lige fra starten, og det har været fantastisk at se ham vokse op og udvikle sig til en lille – altid smilende – bandit med krudt i røven. Ikke nok med at jeg fik lov til at være hans moster, så fik jeg også lov til at være hans gudmor. Hvor heldig kan man være. Og til marts kommer lillebror, det bliver så hyggeligt.

En af de andre (meget, meget, meget) positive ting, der er sket i 2017 er, at min mor fortsat er kræftfri. Hun har været til en masse kontroller, scanninger og fået fjernet nogle mærker – men der er ingen kræft at finde. Dét er jo lige som det skal være, og jeg håber helt ind i hjertet, at det kan komme med på min liste hvert år fremover.

Jeg har været på et hav af fantastiske ferie. Året startede ud på Gran Canaria, som var min første alene-ferie. Morten og jeg var en måneds tid senere på kærlighedsferie i Budapest på det smukkeste hotel, jeg nogensinde har været på. I april måned var jeg med min mor på Kreta, og den ferie gik ikke lige som forventet. I juni måned var min mor og jeg på rundtur i Europa, hvor vi bl.a. besøgte Hamburg, Prichsenstadt, Salzburg, Eben Im Pongau og Schloss Waldeck – det var en fantastisk ferie, og helt klart noget vi skal igen! I september måned var vi i Texas for første gang (en lidt turbulent tid op til afrejse), og vi blev simpelthen så overvældet – det er bestemt ikke sidste gang vi har været der. Årets sidste ferie gik til La Palma, hvor vi fejrede min mors 60 års fødselsdag – igen, så er det et sted, hvor vi bestemt ikke har været for sidste gang. Så det blev til hele 6 rejser i 2017, det er jo fantastisk og bliver svært at toppe i 2018!

Jeg fik to nye studiejobs i 2017. I februar startede jeg hos Top-Toy, og der stoppede jeg igen i oktober måned, da jeg fik job hos FDIH. Det er to jobs, som jeg har været glad for, og som har givet/giver mig nogle gode kompetencer og en masse guf at skrive på CV’et. Og så fik jeg jo afleveret min bacheloropgave, som fik et rigtig fint 10-tal.

Hvis vi kigger på de dårlige, så synes jeg desværre at listen er lang – men jeg forkorter den lige til nogle headlines her. Der har både været en masse på den private front, og det er der fortsat. Kærligheden er virkelig blevet udfordret i 2017, og det har været et svært år. Mit forår var enormt presset på alle leder og kanter – og jeg endte med at trække stikket. Det gik så helt anderledes end forventet. Studiet er nok det, der har fyldt mest hos mig i dette år – det har virkelig overskygget alt. Jeg troede jo egentlig, at jeg var blevet bachelor i sommers, men jeg dumpede min tredje eksamen i august. Det har betydet en masse klagerdispensationsansøgninger og bekymringer. Og jeg kunne ikke starte på kandidaten. Jeg ved stadig ikke hvordan det hele ender, og indtil videre er jeg blevet forsinket med 6 måneder.

Jeg har ikke fået tabt mig det, som jeg ville i 2017 (tværtimod), så det er også noget, der går mig meget på. Det har bare været et presset og stresset år, og selvom jeg ind i mellem har smidt nogle kilo – så har jeg formået at tage dem på igen. Det er bare et punkt, som går mig enormt meget på, men som jeg bare ikke har haft overskuddet til at gøre noget ved. Derudover har der bare været nogle småting – f.eks. blev jeg startet op på kræftpakkeforløb.

Så ja, overskriften for 2017 er nok stress og pres, men der har også været en masse enestående oplevelser og fantastiske tider – det hele har bare været lidt for presset. Der har været fart på, og året er gået enormt hurtigt. Jeg er taknemmelig for alle de gode tider. Og til dels også de hårde. Det er dem, der er med til at forme os, vise os at man ikke skal tage noget forgivet, og forhåbentlig kommer vi stærkere ud på den anden side. Men mens man er i det, er det sgu bare op ad bakke 😉

Ingen kommentarer endnu

Efterlad gerne en kommentar til indlægget

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

NÆSTE INDLÆG

My Christmas Presents