News and oldies - Australian Body Care

Studie-update

Hvad jeg ville ønske min retter havde svaret mig……..

Der var faktisk en ret stor interesse for det her indlæg, større end jeg havde forventet. Det er sgu smart med den der “spørge-funktion” på Indtagram. Selvom det personligt hænger mig langt ud af halsen, så vil jeg hellere end gerne dele hele forløbet med jer – eller, det der har været indtil nu, og hvordan de forskellige scenarier kan se ud.

Step 1 var at klage over min eksamenskarakter. Men det er ikke bare sådan lige til. Man skal argumentere og tale for sin syge bedstemor, som var der ingen dag i morgen. Man skal klage indenfor 14 dage efter, at ens karakter er blevet offentliggjort. Før jeg sendte min klage af sted, henvendte jeg mig til min vejleder for at få en begrundelse – som jeg så kunne bruge i min klage. Da jeg havde sendt min (tre sider lange) klage, gik der 4 uger, før jeg modtog et høringssvar fra min retter. Her udtalte min retter sig om hans bedømmelse af min opgave (selvom det nu ikke virkede som om, at han havde læst den hele). Jeg kunne vælge at kommentere på hans udtalelse, som jeg selvfølgelig gjorde, eller blot lade studiet tage stilling til hvad der skulle ske. Fra jeg modtog høringssvaret til jeg modtog den endelige afgørelsen fra Uddannelsesservice gik der 20 dage. De ville ikke imødekomme min klage, hvilket betyder, at jeg ikke får ombedømt min opgave.

Step 2 var så (i min proces) at søge om, at få lov til at tage kandidatfag til foråret. Hele klageprocessen lader til at være lang, så det er ikke muligt for mig at blive optaget på kandidaten til foråret – som jeg ellers havde håbet. Det man så kan gøre er, at søge om at få lov til at følge undervisningen på nogle kandidatfag, så jeg egentlig starter på uddannelsen, uden at være optaget. Det gør, at når jeg så (forhåbentlig) bliver optaget på kandidaten til september, så er jeg ikke lige så langt bagud som hvis jeg ikke havde taget de her fag til foråret. Jeg vil selvfølgelig gerne igang så hurtigt som muligt (selvom jeg kan mærke at min krop og mit hoved virkelig nyder godt af denne her “pause”), så jeg håber, at min ansøgning bliver imødekommet. Jeg får svar om 4-6 uger.

Step 3 er, at jeg skal anke afgørelse vedr. ombedømmelse af min karakter – og det har jeg fået gjort i dag. Det lyder meget voldsomt, men det er det næste og eneste skridt i denne proces. Hvis min anke bliver imødekommet får jeg enten 1) ombedømt min opgave, eller 2) lov til at tage eksamen igen. Hvis jeg får ombedømt min opgave, og den består, så ER ALT GODT. Hvis jeg får lov til at tage eksamen igen, er det også fint! Der hvor det bliver riiiiigtig træls er, hvis jeg får ombedømt min opgave – og den igen får 00. Så kan jeg ikke bare vælge at sige, at jeg så vil tage eksamen igen. Nej, nej. Så skal jeg nemlig videre til step 4. Der går op til 3 måneder før jeg får svar på min anke.

Step 4 er at søge dispensation om, at få lov til at gå til eksamen igen. Og her bliver det virkelig øv. Der skal indhentes lægeerklæringer gældende fra efteråret 2015 frem til august 2017 om min tilstand, om min depression, om min operation, om min mors sygdomsforløb osv. osv. osv. Derudover skal jeg kunne redegøre for hvad jeg vil gøre anderledes, hvordan jeg forventer at bestå eksamen (når nu det ikke er lykkedes endnu), hvorfor jeg er et bedre sted nu end de andre gange, hvorfor jeg dumpede de andre gange osv. osv. osv. You get the point.

Hvis jeg så ikke får dispensation, så er der en del mulighederne – men de er enten enormt omfattende og besværlige eller ikke særlig ønskelige. Men det bliver simpelthen for langt et indlæg, hvis jeg skal have alt det med. Og selvfølgelig kommer det heller ikke dertil 🙂 Skriv endelig en kommentar, hvis I har spørgsmål til ovenstående – eller hvis I selv har nogle erfaringer med et lignende forløb.

Ingen kommentarer endnu

Efterlad gerne en kommentar til indlægget

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

NÆSTE INDLÆG

News and oldies - Australian Body Care