Schloss Waldeck - fifth stop

LawSchool: Den nye markedsføringslov (skjult reklame)

Efter flere opfordringer har jeg besluttet, at jeg vil lave et nyt tiltag på bloggen. Det kommer til at hedde Lawschool, og her vil jeg ind i mellem dele ud af min juridiske viden indenfor forskellige områder. Det bliver primært indenfor markedsføringsretten – i hvert fald til at starte med. Med tiden håber jeg at kunne udvide, hvis der bliver taget godt imod tiltaget, så jeg også kan komme med fakta, vejledning og råd indenfor andre områder. Det skal selvfølgelig understreges, at jeg er jurastuderende, og min vejledning derfor ikke kan træde i stedet for juridisk vejledning fra en uddannet jurist. 

Den nye markedsføringslov trådte i kraft d. 1. juli 2017, da Danmark ikke har implementeret EU-lovgivning tilstrækkeligt. De væsentligste ændringer i loven vedrører organiseret rabat, vejledningspligt, garantier og skjult reklame. Dette indlæg vil omhandle ændringer i forhold til skjult reklame, primært i forhold til hvordan bloggere og influenter skal forholde sig til disse ændringer. Samtidig vil jeg komme ind på Forbrugerombudsmandens (på nogen vis forældede) anbefalinger til hvordan indlæg – der indeholder reklame – skal markeres for, at de opfylder reklameidentifikationskravet. Reklameidentifikationskravet er bl.a. at finde i markedsføringsloven, men findes også i e-handelsloven, som også kort vil blive gennemgået, når det findes relevant.

Definitionen af skjult reklame er enhver form for reklame, der ikke fremstår som værende reklame. Skjult reklame er derfor en reklame, der ikke kan identificeres som sådan. Dette bevirker, at modtagerne (f.eks. dine læsere) af reklamen ikke ved, at de bliver udsat for en reklame. De vil unægtelig være mere letpåvirkelige, hvis de ikke får oplyst, at f.eks. et blogindlæg er reklame fremfor hvis de fik denne oplysning. Derved kan man risikere, at de foretager et køb, som de ellers ikke ville have foretaget, hvis de havde haft de nødvendige oplysninger (i denne sammenhæng oplysningen om, at omtalen af et givent produkt/tjenesteydelse er reklame).

Hvad er problemet så? Ud fra et juridisk synspunkt er problemet, at forbrugerne bliver vildledt. De kan blive påvirket til at købe et produkt eller en tjenesteydelse, som de ikke ville have købt, hvis de ikke havde læst det pågældende (reklame)indlæg. Der er selvfølgelig også et problem ift. troværdig hos bloggeren, men det er en anden sag, som ikke er relevant i denne sammenhæng.

Den nye markedsføringslov regulerer skjult reklame i lovens § 6, stk. 4, der lyder som følger:

“En erhvervsdrivende skal klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame […]”

Det der lægges vægt på er den erhvervsdrivende kommercielle hensigt. Hvad menes der med kommerciel hensigt? Det er f.eks. når du indgår et samarbejde med en virksomhed, når du modtager gaver fra en virksomhed eller når du bliver inviteret til et event af en virksomhed med det formål, at virksomheden herigennem vil øge sit salg, sin omsætning, sin indtjening. Derfor vil det være skjult reklame, hvis bloggere/influenter ikke oplyser, at der er tale om reklame i de tilfælde hvor der foreligger en kommerciel hensigt fra virksomhedens side. Og hvornår gør der så det? Det er vel egentlig ret åbenlyst, hvis man tænker over det. Det er sjældent, at du bliver inviteret til et overdådigt event, eller får sendt en pakke fyldt med lækre produkter – hvis ikke virksomheden har et formål hermed. Formålet er selvfølgelig også at pleje jeres relation, men det primære formål må unægtelig være at få noget omtale. Derfor, stort set altid.

Før den nye markedsføringslov skulle der foreligge en aftale mellem den erhvervsdrivende og bloggeren/influenteren før der var tale om reklame. Det skal der ikke længere. Det vil sige, at næsten alt skal markeres som værende reklame – også gaver (der ikke nødvendigvis skulle det tidligere). Lige nu har vi kun lovteksten at forholde os til. Vi har ikke noget konkret fra Forbrugerombudsmanden – som vejledninger eller gode råd – og der er endnu ikke afsagt nogle afgørelser. Derfor er der er en del gætterier og usikkerhed, hvorfor at det lige nu lader til, at næsten alt skal markeres.

Hvordan skal jeg markere reklame på min blog og mine sociale medier? Vi må tage udgangspunkt i de gode råd, der foreligger nu. Fælles for alle sociale medier, blogs m.v. er, at det skal være tydeligt markeret. Det anbefales, at man markerer sine indlæg i starten. Dette skyldes, at læseren skal vide, at denne bliver udsat for reklame FØR dette sker. Altså, før at læseren bliver påvirket af reklamebudskabet. Markeringen skal ske med samme skriftstørrelse eller større/tydeligere. Det må ikke stå mindre, “gemt væk” eller lignende. Igen, det skal være tydeligt. Det anbefales, at man bruger ordene reklame, annonce, betalt indlæg eller sponsoreret indlæg. Markeringerne i samarbejde med […], affiliate-aftale eller gave fra […] anses ikke for at være tilstrækkelige på nuværende tidspunkt.

Hvis du henviser til et indlæg, som indeholder reklame, skal henvisningen også være markeret som værende reklame. Et eksempel herpå er, at du deler dit indlæg (der indeholder reklame) på din Facebook-side. Opslaget på din Facebook-side skal derfor også være markeret som værende reklame. Hvis du omtaler en pakke du har fået eller et event du er inviteret til i en Instagram-story eller på Snapchat, så skal det også markeres.

E-handelslovens § 9 forskriver, at: “Al kommerciel kommunikation, der er en del af eller udgør en informationssamfundstjeneste, skal udformes og præsenteres, så det tydeligt fremgår, at der er tale om kommerciel kommunikation. Det skal tydeligt fremgå, på hvis vegne den kommercielle kommunikation udsendes.” Denne lov vedrører også bloggere og influenter, idet loven gælder for online kommunikation med et kommerciel sigte – og det er lige præcis hvad en reklame på sociale medier og blogs er. Det vil sige, at det tydeligt skal fremgå på hvis vegne den kommercielle kommunikation laves. Du kan f.eks. vælge at skrive det dér, hvor du også skriver, at indlægget er reklame.

Konsekvensen af at lave skjult reklame er i worst case at blive politianmeldt og få en (måske meget stor) bøde. Derudover kan det gå ud over din good-will, altså dit omdømme og den måde hvorpå folk ser dig. Hvis dine læsere og følgere ser dig som en troværdig person, vil nogle unægtelig tænke noget andet, hvis det kommer frem, at du har ført dem bag lyset. Det skaber også dårlig stemning i blogland, primært mellem de bloggere og influenter, som rent faktisk bruger tid og kræfter på at følge med i og overholde lovgivningen. Man føler sig røvrendt, som jeg så fint fik sagt på landsdækkende radio (du kan høre udsendelsen HER).

Jeg er ikke perfekt, jeg har stadig meget at lære. Men jeg synes, at jeg er godt på vej – og det er der mange bloggere og influenter der også er. Der er også mange, der gør det bedre end mig. Det her indlæg handler ikke om, hvorvidt JEG gør det rigtig, hver gang, hele tiden, alle steder. Det handler blot om, hvordan det hele forholder sig.

Tak, fordi du læste med. Stil gerne spørgsmål. Husk på, at ovenstående er min måde at se tingene på og at det blot er vejledende. I kan læse mere på Forbrugerombudsmanden hjemmeside lige HER. Husk på, at Forbrugerombudsmandens informationer, anbefalinger m.v. er baseret på den gamle lov, men kan selvfølgelig stadig bruges på mange punkter.

14 kommentarer

  • Relevant info. Tak for det. Jeg skal vist lige
    have opdateret et par indlæg;)
    Dbh
    Sabrina /endnuenboligblog

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mira Jensen

    Hej Julie.

    Tusind tak for al den tid, som du har brugt på dette indlæg!

    Dette gør sig vel stadig gældende; Hvis jeg på min blog vælger at linke til en internetbutiks hjemmeside på eget initiativ, uden der er en kommerciel hensigt med linket, så skal artiklen vel stadig ikke markeres som reklame, vel? Altså hvis jeg f.eks. laver et indlæg om sweatshirts og linker til forskellige sweatshirts på forskellige sider, uden at jeg på nogen måde har en aftale med nogen af disse internetsider eller har modtaget noget fra dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie Deschanel

      Kære Mira,

      Tusind tak for din kommentar, den blev jeg glad for!

      Hvis du ikke har en aftale med virksomheden, og det ikke er via. et affiliateprogram (hvor du selv får noget ud af det), skal det IKKE markeres.

      Man må hjertens gerne anbefale, rose, henvise til virksomheder m.v. alt det man vil 🙂 Så længe du ikke får noget ud af det, eller virksomheden ikke er indblandet i det.

      Giver det mening?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mira Jensen

      Det gør det i hvert fald, det var dejligt at få på plads en gang for alle! Tusind tak for dit svar! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Meget informativt og lærerigt, som jeg kan bruge videre på mine sociale medier og blog. Et spørgsmål. Jeg har gamle blogindlæg, hvor jeg har formuleret mig anderledes. Vil du anbefale at jeg ændre ordlyden øverst til “Reklame links”

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie Deschanel

      Hej Bettina,

      Mange tak for din kommentar. Jeg er glad for, at du kunne bruge indlægget til noget.

      Mht. dit spørgsmål så kan jeg bruge mig selv som eksempel. Jeg har rettet mine indlæg 6-12 måneder tilbage i tiden, så de stemmer overens med hvad der pt. fremgår af vejledningerne. Jeg har stadig indlæg liggende, som ikke overholder lovkravene, men jeg har ikke tænkt mig at rette yderligere ind på nuværende tidspunkt. Måske hvis jeg en dag får tiden til det 🙂 Hvis man skal være den lovlydige borger og 100% vil sikre sig ikke at komme i klemme, så ja, så burde man rette alle sine indlæg.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super fedt indlæg søde – tusind tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie Deschanel

      Tusind tak søde, jeg er så glad for, at du kunne bruge det til noget! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Supergodt indlæg, der beskriver det, så alle kan forstå det 🙂 Jeg har dog et spørgsmål. Hvis jeg laver en konkurrence på min blog, skal dette så også markeres som reklame? Jeg tænker, at det jo giver sig selv, at det er reklame, når det er en konkurrence for et bestemt produkt?
    Ps. Jeg tillader mig at dele dit indlæg på min blog 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie Deschanel

      Hej Katrine,

      Tusind tak for din kommentar. Jeg er glad for, at du kunne bruge mit indlæg til noget 🙂

      Mht. konkurrencer, så forstår jeg godt dit synspunkt. Dog skal indlæggene/opslagene, markeres, selvom det for dig (og sikkert mange andre) synes indlysende, at der er tale om reklame. Grunden hertil er, at virksomheden har en kommerciel hensigt ved at lade dig holde konkurrencen.

      Tak fordi du deler/har delt indlægget, det er du selvfølgelig velkommen til 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super godt indlæg! Tak for at ridse reglerne klart op. Kan se der er et par steder jeg skal stramme lidt op.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie Deschanel

      Hej Louise,

      Tusind tak for din kommentar. Jeg er glad for, at du fik noget ud af indlægget 🙂 Vi har alle sammen noget at lære, og hvis reglerne ikke er til at gennemskue for alle, så kan det jo være svært at følge med.

      Jeg tror helt sikkert, at de fleste bloggere laver “skjult reklame” af uvidenhed/misforståelser og ikke af ond vilje 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for et godt indlæg – jeg sætter stor pris på at får det menneskesprog 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie Deschanel

      Hej Camilla Cecilie,

      Tak for din kommentar! Haha, jeg er glad for, at det er til at forstå. Jeg var meget i tvivl selv, da jeg læste det igennem. Men dejligt at høre!! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

NÆSTE INDLÆG

Schloss Waldeck - fifth stop