(A lot of) money well spent

At trække stikket

At trække stikket. Det har jeg gjort efter længere tids overvejelse. Eller, jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke kunne fortsætte i det her tempo. Jeg har kunnet mærke det både psykisk og fysisk. Jeg har kunnet mærke det på mit (manglende) overskud, mit (dårlige) humør og på følelsen af at køre på autopilot. Jeg har ikke rigtig været med i noget af det, som jeg har foretaget mig. Jeg har ikke kunnet koncentrere mig eller fokusere ordenligt. Jeg har kunnet mærke det fysisk, både på de ekstra kilo, men jeg har også været kronisk træt (ikke kun på grund af endometriosen) og så har jeg skrantet rigtig meget.

Mine overvejelser har mest gået på hvordan jeg skulle trække stikket. For hvor skærer man ned? Der er jo nok at tage af, når man har et fuldtidsstudie, to studiejobs, en tidskrævende hobby og er kronisk syg. Men nogle ting kan man ikke vælge fra, og andre ting vil man ikke vælge fra.

Jeg kan selvfølgelig ikke vælge, at jeg ikke længere vil være syg. Det er så stor en del af mit liv, og til tider også en kæmpe stressfaktor. Det er dét, der er udslagsgivende for, at jeg ikke kan holde til at køre så hårdt på. Jeg har et kronisk handikap, men det er ikke noget, jeg lader mig begrænse af i forhold til studie og arbejde. I hvert fald ikke frivilligt. At jeg så udfordrer mig selv og min krop ved at presse hårdere på end mange af mine medstuderende, er jo ikke noget jeg burde. For det kan jeg – som sagt – ikke holde til.

Jeg kunne heller ikke vælge fra, at min mor fik kræft. Det var et meget intenst og ekstremt hårdt forløb for os alle, og jeg gav mig ikke tid til at bearbejde det. Jeg havde jo ikke tid. Jeg havde mit studie, og mit job jeg skulle tilbage til. Hvis hendes forløb havde trukket længere ud, havde jeg selvfølgelig taget orlov, men jeg vidste også med mig selv, at jeg skulle være færdig med den bachelor. Ikke om et år, men til sommer som planlagt. Jeg kunne mærke, at det var et spørgsmål om tid, før jeg ikke kunne mere. Så min mors sygdom har uden tvivl også været en faktor, der har påvirket mig. En stor en. Og hvor ville jeg ønske, at jeg kunnet have valgt dét fra.

For nogle vil det nok synes indlysende, at jeg selvfølgelig nedprioriterer bloggen og det der følger med. Bevares, det har jeg da også gjort gevaldigt, hvis jeg selv skal sige det. Der er godt nok langt mellem indlæggene efterhånden! Men for mig, er det faktisk ikke en mulighed. Det er i hvert fald ikke noget jeg VIL vælge fra. Efter jeg fik min diagnose og startede på jurastudiet, skar jeg mit (i forvejen begrænsede) socialliv helt ned til et minimum. Det er efterhånden 3 år siden, og i den tid har jeg nedprioriteret alt socialt ? udover min familie ? indtil sociale arrangementer i forbindelse med bloggen begyndte at snige sig ind. Så at skære dét fra, og det der følger med dér, vil simpelthen isolere mig for meget (igen).

Jeg har spekuleret meget. Jeg vil ikke skuffe nogen, jeg vil gerne kunne det hele. Det kan jeg bare ikke. Derfor har jeg valgt både mit ene job og mit studie fra. Jeg har sagt op i Handelsbanken, hvor jeg har været i ca. 2 år. At jeg siger op dér betyder, at jeg får 15 timer mere at disponere over om ugen. Men jeg kan mærke på mig selv, at jeg ikke ?bare? er udkørt generelt. Jeg er særligt udkørt i forhold til mit studie. Derfor var det oplagte valg ikke, at jeg kørte videre med studiet og sagde begge jobs op. Jeg har fået nogle virkelig fede muligheder på mit andet job hos Top-Toys (som I nok skal høre mere om), og dét er altså guf til CV?et.

Derfor har jeg valgt studiet fra, sådan delvist. Normalvis skal man have 30 ECTS point hvert semester, men jeg har valgt kun at have 7,5 ECTS point næste semester, hvilket resulterer i, at min uddannelse bliver forlænget. Jeg vil ikke bare sidde derhjemme og pille mig i navlen, så derfor valgte jeg alligevel at tage ét fag i stedet for at holde helt “fri”. Jeg vil gerne lære, jeg vil gerne vide mere og blive bedre. Jeg skal ikke bare sidde derhjemme. Jeg starter derfor først til undervisning i november måned, og har så kun én eksamen. Det vil sige, at når jeg har været til min sidste bacheloreksamen 1. august, så har jeg tre måneder hvor jeg bare skal arbejde 1-2 dage om ugen, alt afhængig af hvad jeg lige kan overskue.

Jeg har haft så ondt i maven, så længe. Jeg har grædt dagligt. Ikke fordi jeg som sådan har været ulykkelig, men fordi jeg har været så hårdt presset, at mine følelser har siddet uden på tøjet. Men jeg har også virkelig hulket. For jeg kunne bare ikke mere. Jeg kan huske, at jeg var på hospitalet med min mor og søster til min mors første kontrol. Der blev sagt nogle ting frem og tilbage med, at jeg var sur eller noget lignende. Og jeg kunne bare mærke, at hele min krop gjorde ondt. For jeg vidste det jo godt. Jeg kunne jo heller ikke selv lide den person, jeg var/er blevet under alt det pres. Jeg troede, at jeg kunne nå at smutte før nogen af dem kommenterede på de der tørrer, der nærmest stod ud af ørene på mig, men det kunne jeg ikke.

Jeg græd og græd og græd. Og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg ville jo det hele, og på dét tidspunkt kunne jeg ikke forestille mig, at jeg skulle vælge noget fra. Jeg blev ved med at sige til min mor jeg kan ikke mere, men nu er jeg kommet ud på den anden, og jeg er bare pisse sej, altså. Ja undskyld, kære Jantelov, men jeg er fandme sej.

Og det der er lige så sejt som, at jeg klarede alt det her, det er, at jeg kan sige STOP. Jeg har det helt fint med at skulle indrømme, at det her show er for hårdt til mig. Jeg har det fint med at sige, at mit studie er pisse hamrende hårdt, så jeg skal have en pause. Jeg er bare stolt af, at jeg ikke lader den lorte sygdom overtage mit liv. At jeg både får en uddannelse OG har studiejob ved siden af.

Men for at opsummere. Jeg stopper hos Handelsbanken d. 30/6 (men skal lige have arbejdet en hulens masse timer af, som jeg skylder). Jeg fortsætter hos Top-Toy som Legal Assistant (og jeg glæder mig til at fortælle jer om, hvad jeg skal arbejde med dér i fremtiden). Jeg tager en pause fra studiet frem til start november. Jeg fortsætter med bloggen, forhåbentlig i større grad end nu. Og så skal jeg bruge en masse tid på MIG.

Nå, det blev et længere indlæg, og med en masse andet end det, det egentlig handlede om. Men det er også vigtigt for mig at vise overfor dem, der ? ligesom mig selv ? ikke kan klare presset, at det ikke er svagt at tage trække stikket. Det viser bare, at man har selvindsigt og passer på sig selv.

5 kommentarer

  • […] hvor jeg (snart) får noget mere tid, da jeg har sagt mit job op, vil jeg forsøge at gøre dette til et fast tiltag. Jeg vil gerne få lidt mere tid til bloggen, […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Godt du kunne skære ned selv og passe på dig selv! Jeg var ikke lige så heldig og først indset hvor langt ude jeg var, da jeg fik stressudløst depression, hvor det så var nogle forhold omkring min far, der havde været en stor tyngde. Kan se så meget af mig selv i dit indlæg, har også kroniske sygdom, meget ambitiøs osv. osv. Det var så da jeg sad i mit speciale og fik “ro på” (troede jeg) det stak helt af, og er nu sygemeldt fra mit speciale (heldigvis ikke mit job, som er min klippe lige nu) indtil første september, og har virkelig stadig svært ved at acceptere det hele. Jeg plejede at være hende der både studerede, havde egen virksomhed, aktiv i det frivillige, arbejde og bloggede, sådan virkelig et overskudmenneske. Nu bliver jeg stresset hvis jeg har aftaler 3 dage i streg og masser af små ting, kan jeg ikke… Heldigvis går det den rigtige vej, men alt for langsomt, efter min mening 😉

    Tak for et godt indlæg, der virkelig hjælper MIG i den rigtige retning for at acceptere mig selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie Deschanel

      Kære Malene,

      Tusind tak for din kommentar, som virkelig rørte mig. Tak.

      Jeg er ked af at høre, at du ikke selv fik sagt fra i tide. Det er en kedelig tendens der er i dag, at samfundet – ligeså meget som os selv og måske endda vores tætteste – har alt for høje forventninger til os unge. For vi er nogen, der ikke kan klare presset, og det er bare ikke alle, der får sagt fra i tide. Man skal kunne jonglere med både studie, job, et godt socialt liv, gerne et velfungerende kærlighedsliv, frivilligt arbejde (til samvittigheden men i den grad også til CV’et) og det er ikke nok at præstere middelmådigt, men skal gerne være skarp på alle leder og kanter. Man mister jo pusten, bare ved at tænke på det.

      Jeg er glad for at høre, at det går den rigtige vej! Og jeg forstår din utålmodighed. Det er også svært at se sig selv sådan, når man ikke føler, at det er en selv – hvis du forstår? Men hvor er det stærkt, at du holder fast i arbejdet og ikke lader livet gå helt i stå. Dét er sejt.

      Jeg ønsker dig alt det bedste, og igen, tusind tak for din besked!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så sejt smukke!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

NÆSTE INDLÆG

(A lot of) money well spent