No More Boring Meals

Review: Ocean Hill

tempImageForSave

tempImageForSave

Jeg tænkte, at jeg ville skrive et samlet indlæg omkring mine oplevelser på min ferie, særligt i forhold til Hotel Ocean Hill, som jeg selv havde problemer med at researche på inden afrejse, da det i efteråret blev nyistandsat og omdøbt. I får selvfølgelig også en masse billeder og min første vlog med på vejen. Jeg har lavet nogle headlines, givet antal stjerner herudfor (ud af 5 mulige), og så skrevet en lille “anmeldelse”.

tempImageForSave

Ankomst og turen til hotellet ??

Det var en super irriterende start på ferien. Det tog små 5 timer at komme derned, og efter at have ventet på min kuffert i 30-40 minutter, fandt jeg frem til bussen. Det var ikke helt nemt, og jeg måtte faktisk spørge 3 guider om hjælp, før deres “rutevejledning” gav nogenlunde mening. Vi sad i bussen i ca. 45 minutter, og ingen vidste hvorfor. Det viste sig så, at et par havde mistet deres kufferter, og dem skulle hele bussen vente på. Dér tænker jeg bare: “Okay Spies, kunne det være at bussen bare skal se at komme af sted i en fart, og parret så kan få en taxa på jeres regning?”. Det var jo også enormt stressende for dem, og der var jo mega dårlig stemning i bussen (jeg så Netflix, så jeg klarede den lige). Jeg fik det meget dårligt undervejs, da jeg ikke havde taget højde for, at jeg skulle kampsvede i en bus i 45 minutter – plus den tid det tog, at komme til hotellet -, så jeg havde ikke købt ekstra vand. MEN udover det gik køreturen upåklageligt, og det tog ikke særligt lang tid, da Ocean Hill var første stop på ruten.

tempImageForSave

Faciliteter og omgivelserne: ????

Hotellet ligger på toppen af “bjerget” (jeg ved ikke om man reelt set kalder det et bjerg), og er derfor meget niveauinddelt. Det fungerer fint, da der elevatorer, og det er selvfølgelig også muligt at tage trapperne. Generelt er der pænt og rent, men man kan godt se, at det ikke er et nyt hotel. Jeg er vild med, at det er holdt meget hvidt, hvilket minder mig lidt om Santorino. Restauranten er fin, og der er mulighed for både at sidde inde og ude. Jeg sad oftest ude, da der er den smukkeste udsigt – og for at se solnedgangen om aftenen. Der er i alt 4 pools, men 2 af dem er forbeholdt værelserne med direkte pooladgang. Det er nogle forholdvis små pools, så det kan hurtigt blive lidt for intimt. Omgivelserne er breathtaking, og jeg var meget begejstret. Jeg kunne stirre ud over vandet og på den flotte nattehimmel LÆNGE. Lige rundt om hjørnet (5 minutters gang) ligger Europa Shopping Centrer, hvor der er restauranter, caféer, barer, supermarked m.v. Ellers er der rig mulighed for nogle gode gå-turer i det bakket terræn.

tempImageForSave

Atmosfæren: ?

De første 24 timer jeg var på hotellet tænkte jeg: “wauw, hvor er her skønt og roligt”, og jeg havde allerede planer om at skulle af sted igen. Hotellet er et voksen hotel (16+), som i hotelbeskrivelsen indbyder til en ferie i en afslappet atmosfære. Det var de første 24 timer også. Og så var dét slut. De fleste der bor på hotellet er 35-40+, men det afholdte bestemt ikke alle hotellets gæster fra at opføre sig som var de en tur i Sunny Beach. Der var mange dage med larm, men det værste for mig var nætterne. Jeg er i forvejen ret utryg ved at være alene – specielt når det er mørkt -, så det at blive vækket af folk, der løber rundt, råber og skriger på gangene, dét er ikke sagen. Jeg havde virkelig set frem til en rolig og stille ferie, som jeg også havde betalt rigeligt for, faktisk kun 3.000 kr. mindre end jeg betalte for 10 dage på Mauritius i sommers (not kidding). Dét var en kæmpe skuffelse! Så bare fordi I bestiller et voksen-hotel hos Spies, er det ikke ensbetydende med ro og fred. Det er desværre ikke kun børnefamilier og unge mennesker, der larmer 😉

tempImageForSave

Værelset ?????

Jeg tror ikke, at jeg har noget dårligt at sige om værelset. Jeg havde bestilt det billigste, og jeg var svært tilfreds (måske særligt fordi mine forventinger var helt i bund på lige dét punkt?). Værelserne er helt nyistandsatte, lyse og meget pæne. Der er et soveværelse med et stort skab, badeværelse med glasbruser, en stue med sofa, tv og et lille køkken. Og så selvfølgelig en kæmpe, meget lækker altan! Se evt. min video nedenfor, der laver jeg en lyn tour på værelset. Altanens størrelse varierer efter om man får et nedre eller øvre værelse. Fordelen ved den øvre (og lidt mindre) altan er, at den – ud fra hvad jeg kan se -, har sol lidt længere tid. Men jeg havde sol i 6-7 timer om dagen, så det var helt perfekt. Værelserne er udstyret med klimaanlæg, men det gjorde jeg ikke brug af. Temperaturen var perfect 😉

tempImageForSave

All-inclusive: ???

Jeg havde all-inclusive, så jeg ikke behøvede at bevæge mig for meget rundt – særligt om aftenen -, for at skulle finde noget at spise. Maden var generelt varierende, men udvalget var noget mindre end jeg ellers er vant til fra tidligere all-inclusive hoteller. En del af retterne bar præg af, at de ikke var frisklavet, da det var meget tørt (kød, ris og fisk i særdeleshed). Men jeg blev mæt ved alle måltider, og der var meget renligt omkring buffetten. Der er mad om morgenen, til middag, om eftermiddagen og om aftenen. Hotellet førte hverken Pepsi, Coca-Cola eller andre velkendte brands, men deres egne lokaler – og det smagte mildest talt, rigtig dårligt. Det trækker desværre en hel stjerne ned i sig selv, at sodavanden ikke var til at drikke. Deres vin smagte mig heller ikke, meeeen det gjorde deres sangria 😉

tempImageForSave

Min samlede oplevelse ???

Hvis alle dagene havde været som mit første døgn, havde jeg uden tvivl givet min samlede oplevelse 5 stjerner. Desværre har jeg været meget påvirket af atmosfæren, der både bød på råben, skrigen, hysteri, bøvse-kamp, sang – og hvad der ellers hører til i den kategori. Jeg kom herned for at slappe af, hvorfor jeg også smed en masse penge efter ferien (mange flere penge, end jeg nogensinde ville bruge på en ferie til Gran Canaria normalvis). Men jeg havde virkelig brug for ro, og for at kunne blive veludhvilet. Derudover var det vigtigt for mig, at jeg var et sted, hvor jeg kunne føle mig tryg, da jeg jo rejste alene – og det gjorde jeg desværre ikke, slet ikke om aftenen. Det var lidt “skræmmende” at tænke på de ting, der foregik i alt fra 20-50 minutter, uden at nogle fra receptionen, hotellets (påståede) vagt eller andre greb ind. Det gjorde mig meget utryg. Jeg havde ikke meget gavn af Spies-guider, som jeg skrev frem og tilbage med 5-6 gange i løbet af ferien. De talte mange gange med manageren, men problemerne fortsatte, og der blev ikke gjort yderligere for at gøre situationen mere tålelig. SÅ det er ikke et sted jeg kommer igen, som jeg ellers var 100% sikker på, det første stykke tid jeg var her. MEN hvis du vil slippe for børnefamilier, og ikke har noget imod et middelaldrene og ældre klientel, hvoraf en del af dem er klar på at feste i stor stil – så er det her hotellet for dig. Dog vil jeg mene at denne stemning kan fås for en del færre penge 😉

 

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

NÆSTE INDLÆG

No More Boring Meals