Årets julegaver

Når mor får kræft

IMG_3565

Jeg læste i går Heino Hansens opslag på Facebook vedr. hans mors død. Mange af de ting han skrev, var som taget ud af mine tanker. Hans vigtigste budskab var, at det eneste man kan gøre forkert, er ikke at gøre noget. At være pårørende til en pårørende kan være svært at håndtere. Det ved jeg udemærket godt. Men jeg er meget enig i dét, Heino skriver. Min mor er heldigvis kræftfri nu. Men det har været et voldsomt hårdt forløb, som jeg stadig ikke kan sætte ord på.

Og jeg er blevet så skuffet. Jeg har veninder (eller hvad man skal kalde dem), som jeg ikke har hørt ét eneste ord fra. Jeg har veninder, som jeg hørte fra efter 1-2 uger. Min mors sygdom har været “offentlig” – både på vores private facebookprofiler, og endda også på min meget offentlige instagramprofil. Derfor nægter jeg at tro på, at det er fløjet over hovedet på folk.

Alle der kender mig, ja endda dem der “bare” følger mig på de sociale medier VED hvor tæt jeg er med min mor. Jeg rejser med min mor flere gange om året, hvis det er muligt – af lyst, ikke af pligt. Vi går ofte i biografen, spiser ude eller foretager os lignende aktiviteter. Jeg ser min mor ca. hver anden dag, og taler/skriver med hende flere gange dagligt. Det er på grænsen til et sygeligt familieforhold, haha! Okay, dem der følger med på de sociale medier, kender nok ikke heeelt til detaljerne. Men det jeg vil frem til er, at dem som har været tæt på mig – tidligere eller nu -, ved at jeg har et ekstremt tæt forhold til min mor. Derfor VED de også, hvor hårdt forløbet har været for mig – og min søster, for den sags skyld.

Derfor er det også helt utilgiveligt for mig, at der er nogle af mine veninder, der ikke har kontaktet mig – eller har været meget lang tid om det. Jeg beder ikke om, at samtlige skal stå ude foran min dør med krammere og chokolade. Jeg vil bare gerne vide, at min mor og jeg har været i de her personers tanker. At de ønsker det bedste for os, at de håber på det bedste, at de krydser fingrer. ANYTHING!

Der er helt sikkert nogen, der synes, at det er for meget at forlange af mig. At jeg er urimelig. Og det er helt okay. Det får mig dog ikke til at føle anderledes. Jeg har aldrig haft så meget brug for støtte, som under min mors sygdomsforløb. Derfor er der røget et par venner på min venneliste, og der er nogle SMS’er jeg ikke har besvaret – og som jeg heller ikke kommer til at besvare – for de kom flere uger for sent.

DET ENESTE MAN KAN GØRE FORKERT, ER IKKE AT GØRE NOGET. Jeg er også blevet meget positivt overrasket. Jeg har fået beskeder fra gamle veninder, nogen jeg ikke har set eller haft kontakt med i mange år. Jeg har fået beskeder fra samarbejdspartnere og min søsters veninder. Mine kollegaer har været helt fantastiske. Og så har nogen været langt mere støttende, end jeg nogensinde havde troet. Det er dem, som jeg vil huske, og det er dem, jeg vil ligge min tid og energi hos i fremtiden.

Så. Hvis I kommer i en situation, hvor en – mere eller mindre – tæt på jer, oplever sygdom, eller i værste fald død, i nærmeste familie, så skriv eller ring til dem. Hvad som helst. Det er svært at tage initiativ til noget, når man er i sådan en situation, men alligevel blev jeg glad for beskeder som: “sig til hvis jeg kan gøre noget” eller “sig til hvis jeg skal komme forbi”. Man vil sjældent sige til. Men for mig var det vigtigste, at jeg vidste, at jeg ikke var alene. At folk sendte gode tanker. At det jeg, min mor og vores nærmeste gik igennem rørte folk – på en eller anden måde.

924e338df7d1b06f06849bfab875f183

Ingen kommentarer endnu

Efterlad gerne en kommentar til indlægget

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

NÆSTE INDLÆG

Årets julegaver