Balmain Hair Couture

Ikke god nok til kvote 1

image

Det er lige oppe over, at alle de håbefulde studenter får svar på om de er kommet ind på drømmestudiet eller ej. Jeg var ikke god – eller måske rettere sagt dygtig – nok til at komme ind på kvote 1 på jurastudiet, da jeg søgte ind for 2 år siden. I hvert fald ikke dygtig nok til at komme direkte ind.

Mange studenter er ved at sprænges af spænding og nervøsitet. Nogle mere end andre. Der er nogle der tager det helt cool. De har nemlig tjekket op på adgangskvotienterne de sidste par år, og føler sig sikker på at komme ind på deres 1. prioritet. Der er trods alt grænser for, hvor meget kvoterne kan stige år for år. Der er nogle der ikke tager det så tungt. Om det bliver første, anden eller tredje prioritet kan være ligevidt. De har ikke ikke noget imod at hive rådderne op for at studere i en anden by. Ellers er den ene uddannelse lige så god som den anden for dem.

Og så er der de andre. Dem lige som mig selv. Dem der ved, at de ligger på grænsen til at kunne komme ind på deres drømmeuddannelse – rent karaktermæssigt. Og dem der ikke føler, at de har muligheden for at hive rødderne op, fordi de stikker for dybt. Dem der har været ved at gå til siden de sendte deres ønsker af sted. Dem der har haft ondt i maven og koldsved i hænderne.

Jeg har altid gjort mit bedste i gymnasiet, men jeg har ikke været en af de dygtigste eller mest flittigte (der er jo forskel). Derudover havde jeg på 3. år meget fravær i forbindelse med min sygdom. Jeg havde også tankerne andre steder end på at studere – nemlig på min nyfundne store kærlighed, og alt hvad det førte med sig. Derfor blev mit karaktergennemsnit ikke svimlende højt. Jeg søgte ind på jurastudiet i København med et snit på 9,0.  Året forinden havde snittet ligget på 9,1 på kvote 1 ved direkte optagelse. Jeg gav næsten op på forhånd.

Tiden var lang. Virkelig lang. Jeg havde ikke søgt ind i Aarhus, Aalborg eller Odense. Jeg har et tæt forhold til min familie herhjemme, en kæreste der skulle uddanne sig i Storkøbenhavn og en lejlighed. Det ville koste mig for meget – personligt, men også økonomisk for den sags skyld -, og der er grænser for, hvad jeg mener, man skal gå på kompromis med. Hellere familie end uddannelse for mit vedkommende.

Jeg havde tilgengæld fundet mig en 2. prioritet, som trak mere og mere i mig, men det er en helt anden historie. Den kan I læse om HER.

For mig var det at komme ind på jurastudiet ikke “bare” at læse på mit drømmestudie. Det var en sejr – på flere punkter. Mest af alt fordi mange ikke har troede på, at jeg kunne. At jeg ikke var dygtig nok. Ikke god nok. På dét punkt er jeg stædig, og jeg skal fandme vise dem, skal jeg. Hvis det er en mulighed at tvære det ud i hovedet på dem efterfølgende, er det at foretrække.

Jeg sad med computeren, og hoppede i sofaen. “Kom nu, kom nu, kom nu!” Jeg er ikke særlig troende, men i sådanne situationer beder jeg altid til Gud. Det beroliger mig på en måde. Adgangskovienterne blev offentliggjort, og så kunne man jo regne sig frem til om man var kommet ind eller ej. Jeg tænkte, at det var en god ting at tjekke dem – så kunne jeg blive beroliget eller græde og kommer videre.

Adgangskovienten for direkte adgang til kvote 1 i 2014, hvor jeg søgte ind, var 9,2. Jeg kom ikke direkte ind på jurastudiet, trods slid og slæb. Det havde jeg et eller andet sted regnet med, men alligevel blev jeg lidt tung om hjertet. Lidt ærgerlig.

Så var der standby (hvor man kan blive tilbudt en plads frem til studiestart, hvis nogen hopper fra. Får man ikke en plads inden studiestart, er man sikret optagelse året efter, men man må ikke studere i mellemtiden). Der var adgangskvotienten 9,0. Are you fucking kidding me?! Det vil sige, at snittet for en standbyplads var 9,0. Men selvom man har det karaktersnit er man ikke sikret adgang! Der var 55, der havde fået en standbyplads. Men hvad nu, hvis der var 60 på et karaktersnit mellem 9,0 og 9,2, og jeg var en af de resterende 5, der ikke blev tilbudt en plads?

Hvis jeg havde ondt i maven, koldsved, hjertebanken og problemer med vejrtrækningen FØR var det vand i forhold til, hvordan jeg havde det nu. Nu skulle jeg vente på, at jeg kunne komme ind på den skide hjemmeside, og se om der lå et brev fra Københavns Universitet.

Og dét gjorde der. Til min store glæde havde jeg fået en standbyplads på drømmestudiet. Men lidelserne var ikke slut her.

Hvad nu, hvis jeg først blev tilbudt en plads året efter? Hvad skulle jeg lave? Hvor skulle jeg arbejde? Skulle jeg rejse? Jeg gik i gang med jobsøgningen hos diverse advokatkontorer m.v., og tjekkede hver dag om der var kommet yderligere fra Københavns Universitet.

Hele sommeren arbejdede jeg, da SUen udeblev, til trods for at den troligt var gået ind hver måned i 3 år. Det skulle man lige vende sig til. En af dagene i min pause sad jeg udenfor, nød vejret og tjekkede diverse ting på min telefon. At tjekke om der var kommet noget fra Københavns Universitet var blevet en vane – ligesom at tjekke facebook. Jeg havde nær tabt min telefon, da der rent faktisk var kommet noget fra dem. Jeg var kommet ind. JEG VAR KOMMET IND. Sådan rigtig ind, og ikke bare næsten – som en standbyplads jo er. Jeg skulle starte om mindre end 2 uger! Say what? Jeg hulkede, og jeg kunne ikke stoppe igen. 3 års hårdt arbejde, bekymringer, sygdom, en forfærdelig studievejleder (der var ved at ødelægge det hele), folk der ikke troede på mig, mig der var begyndt at tvivle. Det lykkedes! Jeg kunne endelig juble. Sådan rigtigt!

Jeg håber for alle jer, der venter på svar, at lykken tilsmiler jer, og at jeres drømme går i opfyldelse.

Ingen kommentarer endnu

Efterlad gerne en kommentar til indlægget

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

NÆSTE INDLÆG

Balmain Hair Couture