Projekt smukke negle - UPDATE!

Slut med tabu #DepressionSucks

ImageProxy.mvc

Et langt og meget personligt indlæg, så er I advaret.

Jeg er – som mange af jer, der følger mig her eller på min instagram, nok har erfaret – meget åben omkring, at jeg lider af en kronisk sygdom. Dette skyldes både, at det er en kæmpe del af min hverdag, OG at sygdommen i sig selv er usynlig, hvilket betyder, at jeg må synliggøre den ved at tale/skrive om den. Udadtil kan man nemlig ikke se, at jeg er syg, og min sygdom viser sig heller ikke på min krop (udover 12 ekstra kilo). Det er derfor blevet noget af det første (forstå mig ret), som jeg fortæller folk om mig selv. F.eks. da jeg startede nyt arbejde i august, var det enormt vigtigt for mig, at de vidste hvordan og hvorledes. Nogle dage kan jeg bare ikke. Jeg vil rigtig gerne, men når smertestillende og stædighed ikke virker, så er det svært.

NÅ anyways, denne her sygdom, – som i øvrigt hedder endometriose – der “æder” mig op indefra, giver mig en masse begrænsninger i min hverdag. Jeg føler mig enormt magtesløs, og det ligger et stort pres på mig – både ift. omgangskreds, studie og arbejde. Min omgangskreds er blevet meget mindre, da jeg ikke har hverken fysisk eller psykisk overskud til at have et stort netværk eller til f.eks. at tage ud i weekenderne. Mit fravær på studiet er blevet værre, da jeg hele tiden er bagud, og ofte må overgive mig til mine smerter. Mit arbejde kæmper jeg for at passe helt optimalt, men jeg frygter allerede min 1. sygedag grundet mine smerter. Jeg er træt af, at jeg ikke længere er RIGTIG GOD til noget, mit manglende overskud og en hverdag fyldt med smerter er svært at kombinere med et parforhold, et fuldtidsstudie, et arbejde OG et liv ved siden af bestående af venner og familie. Der er ikke længere noget, jeg er 100% dedikeret til andet end min sofa, min varmepude og mine pilleglas – dybt tragikomisk, når jeg lige får tænkt over det. Men det er min sandhed.

Jeg har derfor det sidste lange stykke tid opbygget en masse “ked-af-det-hed” indeni. Og mine tanker er for mange til at kunne være i mit hoved. Jeg er frustreret over, at jeg aldrig bliver rask – og aldrig bliver 100% smertefri. Jeg er sur på denne her sygdom, hvis man overhovedet kan være det. Jeg er sur over alt det den har taget fra mig – eller endnu værre faktisk, jeg er sur over alt det, jeg har LADET den tage fra mig. Nogle vil jo nok tænke: “Så stop da med at ynke og tag dig sammen”, og ja, det ville jeg så inderligt ønske var en mulighed for mig. Men med en krop der siger fra, og et hoved der driller enormt meget, er det ikke en mulighed – lige nu. Jeg kæmper hver dag, og selvom jeg stolt af mig selv, har jeg svært ved at acceptere, at DET HER er den “nye” mig.

Min (nye) læge siger, at det er en depression, men vil hellere kalde det en eftervirkning/følgevirkning af mit sygdomsforløb. Jeg er jo ikke blevet depressiv, fordi jeg går og er trist. Jeg er blevet depressiv, fordi jeg har en sygdom, der gør, at jeg går og er trist. Der er en forskel, og så alligevel ikke. Vi er sammen blevet enige om, at det bedste for mig er at få en professionel at tale med – nemlig en psykolog. En der er helt objektiv, og som er specialiseret i at få folk op igen, når de er på vej ned. Min læge vurderer nemlig også, at det kun går ned ad bakke herfra, hvis jeg ikke får hjælp. Jeg er på ingen måde overrasket, men jeg er enormt glad for, at der kan gøres noget ved det – og specielt før, at jeg ender helt derude, hvor man har svært ved at vende om.

POINTEN MED DET HER INDLÆG ER, at vi alle sammen kan komme ud for nogle ting, hvor vi er nødt til at lægge vores “stolthed” til side og indrømme, at vi har BRUG FOR HJÆLP! Jeg vil ikke lade hverken min fysiske sygdom eller min psykiske sygdom være et tabu. Jeg synes, at tabuer er noget fanden har skabt. Det æder os op, og det går kun ud over os selv.

Det er enormt grænseoverskridende for mig, at skulle trykke “udgiv” og at alle kan læse om mine dæmoner. Det er nok fordi, at jeg har enormt mange fordomme om fordomme. Jeg er sikker på, at folk vil se mig som værende svag – eller helt til den lukkede. Men jeg tror på, at det er sundt for sjælen. Man er sin egen værste fjende, og jeg er sgu lidt stolt af mig. Stolt af at jeg (langt om længe) er STÆRK nok til at søge hjælp. Jeg glæder mig til (forhåbentlig) at blive gladere og få mere mod på livet. #DepressionSucks #TaSnakken #SlutMedTabu

 

5 kommentarer

  • […] Det var en sindssyg tid. Jeg gik også til psykolog. Mit hoved var kogt sammen, mit humør var svigende og min motivation for, ja.. bare at leve livet, var væk. Psykologen hjalp mig, og det var en kæmpe sejr for mig at indrømme – overfor mig selv, og overfor mine omgivelser – at jeg havde brug for hjælp. Jeg havde brug for hjælp til mine tanker, mine omgivelsers frustrationer og hvordan jeg skulle overleve det her liv, jeg var blevet givet (se HER). […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke Andersen

    Meget flot skrevet!!! Jeg sidder lige og græder, da det rører så dybt!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie Deschanel

      Tusind tak Rikke. Jeg er glad for at have ramt noget i dig. Så giver det jeg skriver jo mening for andre end mig selv. Det betyder meget for mig, at du ville tage dig tid til at dele din mening med mig. Tak.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanne

    Stærkt gået Julie. Er så stolt af dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

NÆSTE INDLÆG

Projekt smukke negle - UPDATE!